KRINGLE MED HYBENMARMELADE

3 kringler

Dej

50 g gær

1 dl lunken sødmælk

3 æg, let sammenpiskede

100 g sukker

½ tsk salt

350 g smør

550 g hvedemel, TIPO 00

 

Remonce

150 g mandler med skind, hakkede

200 g sukker

250 g smør

 

Desuden

300 g hybenmarmelade (eller æblekompot, se side 37)

1 æg, let sammenpisket til at pensle med

50 g mandelflager

 

Opløs gæren i den lune mælk i en skål. Tilsæt æg, sukker og salt. Dæk skålen, og lad den stå i 30 minutter.

Skær imens smørret i tern, og gnid det ind i melet med fingrene, til det ligner brødkrummer. Når de 30 minutter er gået, bland da gærblandingen med melblandingen. Ælt derefter dejen på et meldrysset bord, til den er blød og glat. Dejen skal føles luftig og ikke for tung, og du skal måske bruge lidt mere mel, men ælt den forsigtigt, for hvis der kommer for meget mel i dejen, bliver kringlen tør. Læg dejen i en skål, dæk den til, og lad den hæve i ca. 1 time ved stuetemperatur.

Rør mandler, sukker og smør sammen til remonce. Sæt den til side.

Rul dejen ud, på et meldrysset bord, til et rektangel. Fold den sammen fra den korte side som et brev, (se billede side 92). Vend dejen 90 grader, rul den ud, og fold den på samme måde en gang mere.

Del dejen i 3 stykker, og rul hvert stykke ud til et rektangel.

Del remoncen i 3 portioner. Fordel hver portion i en 4 cm stribe, ned langs midten af hvert rektangel. Kom hybenmarmelade ovenpå. Fold først enderne af dejen ind over fyldet, og fold derefter den ene af de lange sider ind over fyldet, og dernæst den anden lange side 1 cm ind over den første.Læg kringlerne på bageplader beklædt med bagepapir, dæk dem med et viskestykke, og lad dem efterhæve et lunt sted i 30 minutter.

Forvarm ovnen til 220 grader/varmluft.

Pensl hver kringle med det sammenpiskede æg, og drys med mandelflagerne. Bag kringlerne i 15 - 20 minutter, men hold øje med, at de ikke bliver for mørke. Hvis de ser for mørke ud, inden bagetiden er ovre, så sænk varmen til 200 grader. Lad dem køle af på en bagerist.